23948sdkhjf

Rekrutteringskrig: Lønforhøjelse lokker konkurrenternes butikschefer

Lidl Danmark øger personaleomkostningerne med millioner fra marts for at tiltrække og fastholde kædens butikschefer. De får allerede mange henvendelser fra potentielle ansøgere – også konkurrenternes butikschefer

Butikschefer er en eftertragtet vare - især i hovedstadsområdet - og for at komme foran i rekrutteringskampen søsatte Lidl i sidste uge en kampagne, med et budskab, der var til at forstå:

En hævet grundløn for alle butikschefer på tværs af hele landet samt et stedtillæg på 5000 kr. for dem, der arbejder indenfor den københavske Ring 4. Begge dele gælder fra 1. marts.  

Discountkæden kæmper nemlig ikke kun med andre dagligvarebutikker om de gode ledere i hovedstadsområdet. De konkurrerer også med andre brancher. Det fortæller Hauke Daene, HR-direktør i Lidl Danmark til RetailNews. 

- Vi ser det ikke nødvendigvis hos konkurrenternes lønninger, men vi vil gerne tiltrække rigtig gode ledere. Det er 100 pct. en investering i fremtiden, fortæller han. 

Hæver personaleomkostningerne med millioner

Kæden har i dag 42 butikker inden for Ring 4 i København, og dermed kommer stedtillægget til at koste kæden godt 2,5 mio. kr. mere i personaleomkostninger om året. Dertil kommer den højere grundløn over hele landet. Ring 4 løber gennem Ballerup, Hareskovby, Bagsværd og Kgs. Lyngby

Kæden oplever i dag, at mange af butikscheferne bor uden for København, og derfor skal stedtillægget bl.a. give butikscheferne mulighed for at bo tættere på butikkerne, hvis de ønsker det. 

- Vores butikschefer kører rigtig meget, og det er ikke lige så godt for work/life-balancen, og derfor vil vi gerne give dem muligheden for at bo tættere på butikken, siger han. 

Bor butikschefen selv i nærområdet omkring butikken, giver det også andre fordele: 

- Hvis man bor tæt på butikken, er det også nemmere at blive en del af lokalsamfundet omkring butikken. Men det er kun, hvis de ønsker det. Ellers kan det også ses som et ekstra tillæg for at køre længere, understreger Hauke Daene.

Han oplyser desuden, at kæden har gjort meget for at reklamere for det nye tilbud internet, da håbet er, at det måske kunne lokke en butikschef fra et andet sted i landet til at flytte til København. 

- Løntillægget kan måske være med til, at han eller hun nu har råd til at finansiere livet i København. Det vil vi meget hellere end at tabe personen til en anden branche.

Sværere at finde butikschefer i København

Det er nemlig lidt sværere for Lidl generelt at finde butikschefer i København i forhold til resten af landet, og derudover er der også "lidt højere" udskiftning: 

- Det skyldes, at der er mange flere muligheder - også uden for dagligvarebranchen. Det er nemmere for vores dygtige butikschefer at få en anden arbejdstid og arbejde andre steder. For arbejde i dagligvarebranchen er et hårdt job, og derfor er det også vigtigt, at vi har dygtige medarbejdere, som får en konkurrencedygtigløn, som også konkurrerer med jobs uden for branchen, siger han. 

Direktøren har ikke præcist tal for, hvor længe butikscheferne i København i gennemsnit bliver i jobbet. Men for Sjælland fortæller han, at gennemsnittet er 5-7 år. Det er kortere tid i hovedstadsområdet. 

Mærker allerede stor interesse

Lidl gik ud med kampagnen, hvor de reklamerer med lønniveauet på 37.000-48.500 kr. til butikscheferne samt stedtillægget i København sidste uge, og direktøren fortæller, at der allerede har været stor interesse - især fra butikschefer hos konkurrenterne.  

Mange har allerede taget kontakt for at spørge mere ind til jobbet, inden de sender ansøgningen. Første telefonsamtale med en kandidat er da også på plads, og den bliver fredag. 

- Vi har stor efterspørgsel fra konkurrenternes butikschefer efter sidste uge, og det synes jeg også er et positivt tegn. Stedtillægget kan være med til, at de vil skifte. Det er selvfølgelig ikke kun lønnen, som betyder noget, siger han. 

Udviklings- og karrieremuligheder, kursustilbud, ledelseskultur, samarbejdet med distriktscheferne og meget andet er også vigtigt, påpeger Hauke Daene. 

- Men det her giver helt sikkert et positivt push, siger han. 

Den rette butikschef-kandidat har gerne ledelseserfaring - og helst fra branchen - men da onboarding-processen er lang, kigger de først og fremmest på personligheden, når de ansætter butikschefer hos Lidl. Onboarding-processen som butikschef 17 uger. Derfor kigger de meget ind i fremtiden, når de rekrutterer. fortæller han.

Lige nu har kæden otte opslag med ledige stillinger som butikschef i hele landet, og ét i København. Men med mange butikker, er der ofte udskiftning, og derfor er der mere eller mindre hele tiden ledige stillinger, lyder det.

Artiklen er en del af temaet Detail.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047